Sæsonstart ude i skæret af Covid-19

Corona-krisen har foreløbigt betydet 1 måned uden hal. Hensynet til alles sundhed har sat dagsordenen nogle uger, men vi skal alligevel i gang igen på den anden side af Corona-krisen.

På pressekonferencer i diverse ministerier præsenteres der næsten dagligt nye vilkår for vores hverdag, så det kan være vanskeligt at ”finde planen, der holder”. Vi følger imidlertid udviklingen nøje og er klar til at sætte ind, når vi får en chance for at afvikle god tennis igen.

Klubben er nemlig til for at tilbyde tennis året rundt. Det indebærer:

  • At banerne er klar til standerhejsning udendørs den 24. april,
  • At vi forventer, at vores hold skal deltage i holdturneringerne og mange spillere også deltager i de individuelle turneringer og mesterskaber,
  • Træning til alle medlemskategorier skal udbydes og afvikles, som vi plejer
  • Der skal spilles en masse i øvrigt hele sommeren.

For at kunne gøre dette er det vigtigt, at alle betaler deres kontingent her ved månedsskiftet. Bemærk ved sen kontingentbetaling, at det tager ca. 1 uge efter gennemført betaling, før vores system har oprettet dig som sommermedlem med nøglekort til banerne samt adgang til at reservere baner 14 dage frem. Rettidige betalere får dermed 1-2 ugers forspring i forhold til medlemmer, der afventer situationen.

Den første udsendelse af nøglekortbreve til rettidige betalere sker lige efter påske. Markedsføring af udendørssæsonen til medlemsemner er udsat, da vi kunne risikere at bruge et større beløb forgæves ved at handle for tidligt. Men vi tager fat, så snart banerne er frigivet. Arrangementet Sjov Lørdag den 17. marts blev aflyst af Kommunen. Bevæg-Dig-For-Livet har netop aflyst Tennissportens Dag den 2. maj. Men vi laver så vores eget arrangement, når det passer ind.

Mvh. Bestyrelsen