Som I kan se af netop modtaget brev fra kultur- og fritidsforvaltningen, hæves forsamlingsloftet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi fra 5 til 25 personer med virkning fra mandag den 1. marts 2021. Klik her for at få præcise detaljer.
Bestyrelsen var allerede i fredags i forbindelse med Idrætssekretariatet ved Rødovrehallen. Der stiles mod en så tidlig åbning af udendørsanlægget som muligt på følgende måde:
- Med kommunens klargøringsleverandør – HP Tennis – er der aftale om at gå i gang, når frosten og de store mængder smeltevand er væk,
- Baneklargøringsudvalget, der består af kommunens medarbejdere og frivillige seniorer fra klubben, påtager sig derefter at vande, feje og stampe ca. 14 dage, til banerne er spilbare.
Det bliver ekstra interessant med en tidlig åbning udendørs i år, da vi efter dagens pressemøder med regeringens ministre har meget ringe chance for at få lov til at gå indendørs igen i denne omgang. Lukningen indendørs er forlænget til 5. april.
Det er aftalt med cheftrænerne Einar Schwarz og Marcin Gosieniecki, at de fra næste uge begynder at arrangere fysisk træning og skumtennis for juniorer på minitennisanlægget.
I takt med, at der kommer flere konkrete oplysninger, vil I blive opdateret.
PS: Bemærk, at indendørsmedlemmer kan reservere minitennisbanerne via ”INDENDØRS” i bookingsystemet.
Glædeligt med disse fremskridt, der falder sammen med varmt og tørt forårsvejr, som hjælper os alle i en trængt periode.
NB: Husk alle Covid-19-kravene til afstand, mundbind, m.v.
Klubhuset kan stadig ikke bruges og vil derfor være aflåst.
Bestyrelsen i Rødovre Tennisklub