Lykønskning til Tennis ØST fra Rødovre Tennis

Tirsdag den 23. april er historisk tennisorganisatorisk, idet KTU og SLTU officielt blev sammenlagt på to ekstraordinære generalforsamlinger i Idrættens Hus i Brøndby.

Fra Dansk Tennis Forbunds hjemmeside gengives flg. tekst:

”Fremover har Dansk Tennis Forbund tre medlemsunioner. Fyns Tennis Union og Jyllands Tennis Union får følgeskab af det nyoprettede Tennis Øst, der er en fusion af SLTU og KTU.

KTU og SLTU indledte i 2017 et større samarbejde omkring aktiviteterne i de to unioner under navnet Tennis Øst. Gennem flere år har der været et samarbejde om bl.a. individuelle mesterskaber samt junior – og veteranholdturneringen. Dette samarbejde blev i 2017 og 2018 udvidet til at omfatte de fleste aktiviteter, herunder holdturneringer, individuelle mesterskaber og skumtennisstævner.

Samarbejdet førte til, at de to unioner blev nedlagt og fusioneret i en samlet union med navnet Tennis Øst på en stiftende generalforsamling den 23. april 2019.

Alle aktiviteter i de to unioner videreføres i Tennis Øst. Ligeledes er de to unioners årsværk, aktiver, formue og medlemskreds overgået til Tennis Øst.”

Læs mere på www.tennis.dk og www.tenniseast.dk

I bestyrelsen for Rødovre Tennisklub er vi glade for, at denne konstruktion er faldet på plads. I første omgang betyder den en fokusering af den folkevalgte organisatoriske indsats på Sjælland med tilgrænsende øer. Vi må forvente, at der kommer en forbedret afvikling af holdturneringen, individuelle mesterskaber samt ungdoms- og talentarbejdet, da den nye union repræsenterer ca. 75 % af de organiserede tennisspillere under Dansk Tennisforbund. Vi har ydermere den fordel, at der er langt kortere til nærmeste tennisklub end i den vestlige del af Danmark.

Rødovre, der ligger så tæt geografisk på ATK, KFUM, KB, B93, HIK, Ryvang, Skovshoved m.fl. samt klubberne på Amager, kommer nu også i samme union som disse naboklubber, der alle findes inden for en afstand på maksimalt 15 kilometer.

Der blev ikke lagt et egentligt program frem for det nye Tennis ØST, da sammenlægningen af de to forbund og arbejdet med det nye holdturneringskoncept har krævet alle ressourcer. Men det må der komme initiativer til på den kommende generalforsamling næste vinter.

I bestyrelsen tillægger vi denne udvikling stor betydning. Vi aflyste således vort bestyrelsesmøde selvsamme aften for at kunne møde talstærkt op til de to generalforsamlinger, den første, hvor SLTU blev nedlagt og den stiftende for det nye Tennis ØST.

Mvh. Bestyrelsen